Sankt Liobas Klokke

Festprolog til 28. september 1949

af Peter Schindler

 

 

Tung er Tiden, trist er Timen,

manges Mod er mat.

Kan en spinkel Klokkes Kimen

høres gennem Nat?

Kan vi faa saa mange føre,

enlig Røst i Larm man høre? –

Se, var Verden haardt forhærdet,

dødsensmærket og forfærdet –

kan en Kirke, tung af ælde

tale til Teknikkens Trælle?

Kan saa dybe Vunder læges.

kan saa megen Nød vel kvæges

af en spinkel Kvindehaand –

kan mod VOLD vi sætte AAND?

For vor Gud ej Tiden tæller.

for den Evige kun gælder

Ørnens Ungdom, evig ny.

Just i Mulmet Stjernen skinner,

saa i Virvar Vej vi finder,

over Larmen Klokken toner

fra de høje Regioner,

saa utalte Millioner

bag vor lille Flok vi ser!

 

Klokkelil fra Angeels Rige

ringet af en lille Pige –

dybe Drøn af Klostermalme,

ringet som en mægtig Salme

af en Kirkemoders Haand –

kling og kim, saa Modet stiger,

drøn og diir, saa Fjenden viger,

skræmt af evig Ungdoms Aand!