Bøn
“Så snart man ved tiden for tidebønnen har hørt klokken, skal man lade alt hvad man har i hænderne ligge og indfinde sig med største hast”
– Benedikts Regel kap. 43
I benediktinsk klosterliv er der en rytmisk vekselvirkning i mellem bøn og arbejde, men bønnen har altid forrang. Lovprisning af vores skaber, hans værk og hans virke er vores vigtigste opgave og den er baggrund for alt hvad vi ellers foretager os.
Den Katolske Kirkes fællesbøn, Tidebønnen, strukturerer vores dag. Vi begynder i kirken med laudes, morgenbøn, kl. 6.30 og slutter med aftenbøn, komplet, kl. 20.15. I alt har vi 5 bønstider fordelt over dagen. 4 af dem, laudes, terz, vesper og komplet beder vi i kirken, middagsbøn beder vi i klosterets oratorium.
I tidebønnen synger vi Davids salmer fra Det gamle Testamente og beder dermed med på Jesu bøn om frelse for verden. Som benediktinere har vi en særlig forkærlighed for den måde kirken igennem tiden har formet bønnen på, så vi beder de store tider, laudes og vesper på latin og synger dem på gregorianske melodier.
Vi står, som benediktinere, også i ørkenfædrenes tradition. Ørkenfædrene var kristne, som i 300-tallet, drog ud i den ægyptiske ørken for at søge Gud. De forstod de bibelske tekster som den levende Guds ord og lærte sig store dele af dem udenad, for derved inderligt at optage Guds ord i sig. Når vi hver dag mediterer over dagens tekster, har vi samme formål.
Dagens meditation begynder altid aftenen før ved vores sidste bøn, komplet, hvor vi læser næste dags evangelium højt. Vi lader det klinge i os, bearbejder det med vores egne tanker og andres udlægninger. Vi har et stort bibliotek og benytter os også af digitale medier for at få forskellige perspektiver på vores læsning
Bøn
“Så snart man ved tiden for tidebønnen har hørt klokken, skal man lade alt hvad man har i hænderne ligge og indfinde sig med største hast”
– Benedikts Regel kap. 43
I benediktinsk klosterliv er der en rytmisk vekselvirkning i mellem bøn og arbejde, men bønnen har altid forrang. Lovprisning af vores skaber, hans værk og hans virke er vores vigtigste opgave og den er baggrund for alt hvad vi ellers foretager os.
Den Katolske Kirkes fællesbøn, Tidebønnen, strukturerer vores dag. Vi begynder i kirken med laudes, morgenbøn, kl. 6.30 og slutter med aftenbøn, komplet, kl. 20.15. I alt har vi 5 bønstider fordelt over dagen. 4 af dem, laudes, terz, vesper og komplet beder vi i kirken, middagsbøn beder vi i klosterets oratorium.
I tidebønnen synger vi Davids salmer fra Det gamle Testamente og beder dermed med på Jesu bøn om frelse for verden. Som benediktinere har vi en særlig forkærlighed for den måde kirken igennem tiden har formet bønnen på, så vi beder de store tider, laudes og vesper på latin og synger dem på gregorianske melodier.
Vi står, som benediktinere, også i ørkenfædrenes tradition. Ørkenfædrene var kristne, som i 300-tallet, drog ud i den ægyptiske ørken for at søge Gud. De forstod de bibelske tekster som den levende Guds ord og lærte sig store dele af dem udenad, for derved inderligt at optage Guds ord i sig. Når vi hver dag mediterer over dagens tekster, har vi samme formål.
Dagens meditation begynder altid aftenen før ved vores sidste bøn, komplet, hvor vi læser næste dags evangelium højt. Vi lader det klinge i os, bearbejder det med vores egne tanker og andres udlægninger. Vi har et stort bibliotek og benytter os også af digitale medier for at få forskellige perspektiver på vores læsning
“Når der skal tages stillling til noget vigtigt i klosterfællesskabet, skal abbeden sammenkalde hele klosterfællesskabet”
– Benedikts regel kap. 3
Bønnen er helt afgørende for hvordan livet i klosteret former sig, fordi den er det vigtigste element i alle beslutningsprocesser. I klosterfællesskabet har vi ikke lange diskussioner om hvordan vi skal gøre det ene eller det andet. Det, som der skal tages stilling til, fremlægges, hvorefter hver enkelt overvejer sin anbefaling i bøn. Når man mødes igen lyttes der grundigt til alle og på den baggrund tages der en beslutning – i bøn.
