Lioba
Lioba blev født i kongeriget Wessex i England i 710 og blev, som det var almindeligt på den tid, allerede som barn overgivet til et kloster. Forældrene gjorde det i taknemmelighed til Gud over at have fået et barn i høj alder, men de vidste også, at de med en klosterlig opdragelse gav deres datter en fin uddannelse. Klosteret ved Wimbourne var et stort benediktinsk nonnekloster, som på den tid talte omkring 500 nonner. Dets leder, abedisse Tetta, sørgede for at pigerne blev grundigt oplært: Bogligt, sådan at de kunne læse den hellige skrift og lave afskifter af den. Musikalsk så de kunne bidrage til den højtidelige liturgi. De blev også oplært i håndarbejde, bogbinding, havebrug og alt hvad der skulle til for at opretholde driften af et stort kloster, som også servicerede missionærer med deres fornødenheder. Lioba aflagde sine evige klosterlige løfter i 735. Hun var særligt dygtig i de boglige fag og virkede som lærerinde på klosterets skole, da Bonifatius, Tysklands store apostel, som hun var beslægtet med, bad om at hun måtte komme og hjælpe ham i missionen. Lioba sejlede med en lille gruppe søstre over den engelske kanal og Bonifatius overdrog hende ledelsen af et stort kloster ved Tauberbishofsheim, hvor hun indrettede klosterskole.
Lioba, altertavle Tauberbishofsheim, Tyskland
Lioba, altertavle Tauberbishofsheim, Tyskland
Mange unge kvinder søgte klosterlivet og de blev uddannet i det monastiske liv og rudrustet med de kompetencer, som Lioba havde bragt med sig fra det store kloster i Wimbourne. Dermed grundlagdes mange klostre i området. Lioba døde d. 28. september år 780 eller 82 og blev begravet ved Klosterkirken i Fulda.
Troende opsøgte hendes grav for at bede om hjælp og der fortælles om mange mirakler som udvirkedes. 50 år senere blev hendes jordiske rester overført til Petersberg lige udenfor Fulda. Ved overførslen blev benediktinermunken Rudolf at Fuldas levnedsbeskrivelse af hende oplæst og hun var dermed helgenkåret.
Det fortælles, at Lioba havde en drøm om en rød tråd, der kom ud af hendes mund. Hun vinder den op i sin hånd og garnnøglet triller derefter ud over hele jorden. En ældre søster tolkede drømmen således: Tråden symboliserede Liobas visdom og undervisning. Det at hun samlede den i sin hånd et tegn på, at hun omsatte sin visdom i handling. Garnnøglet tegnet på den guddommelige læres mysterium – og det at det trillede ud over hele verden en forudsigelse af, at hun skulle være med til at bringe kristendommen til mange.
Cella Sankt Lioba
Den folkelige tradition, som opstod kort efter Liobas død, er levende den dag i dag. Midt i Tyskland på Petersberg, lige uden for Fulda, lever Benediktinerinderne af den hellige Lioba. Deres kloster ligger lige over for Liobakirche, hvor hl. Liobas grav befinder sig, i en af Tysklands ældste krypter. Søstrene tager året igennem imod mennesker fra nær og fjern, som ønsker at besøge hl. Liobas grav.
I den gamle krypt (836/838) står den sarkofag, som opridenligt rummede Liobas legeme. Den er nu tom, men ved siden af står et smukt relikvieskrin, som indeholder Liobas hovedskal. Relikvieskrinet er skabt i 1995 af kunstneren sr. Lioba Munz, da relikviet efter mange år på museum blev bragt tilbage til krypten.
Liobakirche og cella Sankt Lioba, Peterberg, Fulda www.cellasanktlioba.de
Cella Sankt Lioba
Den folkelige tradition, som opstod kort efter Liobas død, er levende den dag i dag. Midt i Tyskland på Petersberg, lige uden for Fulda, lever Benediktinerinderne af den hellige Lioba. Deres kloster ligger lige over for Liobakirche, hvor hl. Liobas grav befinder sig, i en af Tysklands ældste krypter. Søstrene tager året igennem imod mennesker fra nær og fjer, som ønsker at besøge hl. Liobas grav.
Liobakirche og Cella Sankt Lioba, Peterberg, Fulda. www.cellasanktlioba.de
I den gamle krypt (836/838) står den sarkofag, som opridenligt rummede Liobas legeme. Den er nu tom, men ved siden af står et smukt relikvieskrin, som indeholder Liobas hovedskal. Relikvieskrinet er skabt i 1995 af kunstneren sr. Lioba Munz, da relikviet efter mange år på museum blev bragt tilbage til krypten.
Reliquieskrin ved Liobas grav
Vores viden om Lioba
Fra Rudolf af Fuldas levnedbeskrivelse af Lioba fra ca. 834 har vi det meste af vores viden om Lioba. Først og fremmest fortæller det faktum, at den overhovedet blev skrevet, at Lioba 50 år efter sin død, var levende i den folkelige bevidsthed. Almindelige mennesker beundrede hende, de opsøgte hendes grav og ønskede at hun skulle helgenkåres, dvs, at kirken skulle gøre sin anerkendelse af hende officiel.
Rudolf giver i sin beskrivelse biografiske data, som vi kan regne med – hendes livshistorie i grove træk. Men når det kommer til beskrivelsen af Liobas personlighed, må man være klar over, at den er underlagt genrens krav og i indhold ligner mange andre helgenbeskrivelser. Den har lange dydskataloger, som ikke nødvendigvis fortæller noget om Lioba, men snarere om hvilke træk man anså for at være typiske for en helgeninde på den tid.
Det er tydeligt at Rudolf med sin biografi gerne ville tegne et billede af en benediktinsk helgeninde, som kunne tjene som forbillede for nonner i de mange benediktinske klostre som grundlagdes i tiden efter Lioba.
Rudolf lægger vægt på, at den hellige skrift aldrig var ude af hendes hånd og at hun var gæstfri. Hun var populær blandt landsbyboerne omkring klosteret for sin forbøn og klogskab, men også hos adlen, som søgte hendes råd. Vi kan forstå af hans beskrivelse, at hun var imødekommende overfor alle, men balancerede det med kaldet til at leve et liv i bøn indenfor klosterfællesskabets rammer.
Bonifatius ønskede, fortæller Rudolf, at Lioba skulle begraves sammen med ham og at han kort før sin død, overdrog hende sin munkekappe. Det tætte samarbejde imellem de to bevidnes af 2 breve, et fra Bonifatius til Lioba og et fra Lioba til Bonifatius.
Kilde: Kirsten Grubb Jensen: ”Lioba, benediktinerinde og missionær i 700-tallets Germanien”