Benedikt af Nurcia
Den der kunne kaste et blik ind på læsestuerne og bibliotekerne i et Benediktinsk kloster, ville nok, trods alt, blive overasket over at se, hvor megen litteratur der findes om Hellige Benedikt. Hyldevis af opslagsværker, biografier, analyser, kommentarer … Så meget desto mere bemærkelsesværdigt, når man tænker på, at de eneste primære skriftlige kilder der findes til Benedikt er reglen fra hans egen hånd (Regula Monachorum sancti Benedicti) på ca. 30 sider og Pave Gregor den Stores beskrivelse af Benedikts liv (Dialogi II)”, ca. 40 sider. Det siger dels noget om omfanget af den tradition, som Benedikt kom til at skabe og dels om de to primære teksters potentialer: Reglen, som meget konkret giver anvisninger for et klosterfællesskab i Kristi efterfølgelse og vitaet, der beskriver Benedikt som åndelig leder og gennem eksempler forklarer hans måde at leve og forstå kristenlivet på.
Gregor fortæller selv, at han skriver på baggrund af det, han har fået fortalt af 2 af Benedikts disciple og han former vitaet som 38 små fortællinger om episoder i Benedikts liv. Disse episoder er blevet kaldt ”mirakler”, fordi de alle sammen har et element, der fortæller om Benedikts overnaturlige evner, – men ser man nærmere efter, vil man opdage, at de også fortæller meget realistisk om det menneskelige sind og de prøvelser, som mennesker, der søger Gud, uvægerligt må gennemgå. Derfor kan de bruges som en guide ind i det åndelige liv, og det har man gjort i klostrene hele vejen op igennem deres historie.
Benedikt var kun en ganske ung mand da han forlod sine studier i Rom, for at drage ud og søge Gud. Den bevægelse, som i de første århundrede efter Kristus i det nordlige Ægypten havde fået mange til at forlade civilisationen for at føre et asketisk liv i ørkenen – enten som eneboere eller i fællesskaber – var ved at klinge af, men ørkenfædrenes erfaringer fra Skethis og Theben havde nået Rom og klosterlignende fællesskaber var opstået både i byerne og i øde områder.
Benedikt levede nogle barske år i Aniodalen sydøst for Rom. Gregor fortæller, at han i tre år boede i en klippehule, hvor han, ved de prøvelse han i sin ensomhed gennemgik, voksede i hellighed. Først da han havde vundet over sig selv og menneskelivets største fristelser (fristelsen til at sætte sig selv i centrum, kroppens fristelser og fristelsen til vrede og hævn) blev han i stand til at skabe fred omkring sig og kunne begynde at tiltrække andre mennesker, som søgte Gud. Mange mennesker kom til Benedict for at lære af ham. På et tidspunkt blev han af nogle munke overtalt til at blive Abbed for dem, men de indbyrdes uenigheder var så store, at Benedikt besluttede sig for at rejse fra dem igen. Gregor fortæller, at munkene rakte Benedikt et bæger med forgiftet vin, men da han gjorde korstegn over det og velsignede det, faldt det til jorden og revnede. Denne lille historie er typisk for det gennemgående tema i Gregors dialoger: Benedikt løser først og fremmest de problemer der opstår gennem bøn og velsignelse.
For de mennesker som kom ud i dalen for at leve som Benedikt, grundlagde han 12 klostre, hver med en prior og 12 munke. Men hans succes i området vakte vrede og misundelse og på et tidspunkt måtte han forlade dalen. Det skulle føre til en ny stor klostergrundlæggelse, på Monte Cassino 200 km. syd for Rom. Da Benedikt kom til bjerget Monte Cassino, der, som Gregor fortæller, rager op som en spids i landskabet, var der på toppen rejst et tempel til ære for Apollon og det omkringliggende krat var indviet til hedenske Guder, som folk kom og ofrede til. Benedikt gik radikalt til værks: Sammen med de munke han havde med sig, rev han templet ned, ryddede skovene og byggede et nyt stort kloster. Benedikts arbejde blev nu på en ny måde synligt for offentligheden. Klostrene var ikke længere små bebyggelser i en afsides dal, Monte Cassino var et stort kloster på toppen af et bjerg, som kunne ses vidt og bredt.
Her skrev Benedikt sin klosterregel. Den starter med ordene: ”Lyt min søn, til din læremesters forskrifter; vend dit hjertes øre og tag velvilligt imod din kærlige faders formaning og udfør den i gerning …” for det er Benedikts opfattelse, at munkene ved at lytte til Guds ord igennem de hellige skrifter og disciplinere sig i lydighed og hengivelse til fællesskabet, vil vokse ind i foreningen med Kristus. Over 73 kapitler, giver han praktiske anvisninger på hvordan et kloster skal ledes og det daglige liv leves, så klosteret kan være ”en skole i Herrens tjeneste.” Der findes andre lignende regler fra sammen periode, især Magisterreglen (Regula Magistri) kan man se, at Benedikt har kendt. Særligt for Benedikts regel er bl.a., at han giver sine anvisninger enkelt og klart – dermed lades der plads for Abbedens og brødrenes egen dømmekraft..
Benedikt døde på Monte Cassino i 546 og klostret blev ødelagt af longobarderne ca. 30 år senere. Men reglen levede videre i nye klostre, Benedikts åndelige grundlæggelse kom til at forme det vestlige klosterliv, som på mange måder blev afsæt for udviklingen af Europas kultur.